Menu

Når ambassadøren sidder bag rattet

 

Af Marie-Louise

DR kørte i samarbejde med Midttrafik og Movia for et par uger siden et tema på bla. digitale medier om det liv og de episoder, der kan udspille sig i en bus. Sat lidt på spidsen. Det er storytelling med megen humor og ret godt tænkt, synes jeg. For guderne skal vide, at man kan komme ud for lidt af hvert som buspassager. Og en af pointerne i kortfilmene i temaet er, at man som passager selv kan gøre meget for at skabe – og omskabe – en bustur. Var der nogen, der sagde kunden som medproducent? Der er gode eksempler på det i temaet – og jeg kunne bidrage med et fra min egen hverdag:

For noget tid siden sad jeg i bussen på vej hjem. Busselskabet kørte på det tidspunkt en kampagne, hvor de på plakater i bussen opfordrede passagerne til at ”like” buschaufføren på Facebook, hvis man følte grund til det. Jeg holder meget af at køre i bus, og mange af chaufførerne på ”min” linje er rare og sympatiske at rejse med. Men ikke ham, der denne dag førte bussen. Der gik nemlig ikke ret lang tid, før der mellem ham og en passager på første sæde udspandt sig en højrøstet samtale om indvandrere og flygtninge, der blev mere og mere nedsættende og grov i tonen. Jeg blev provokeret af ufrivilligt at skulle lægge øre til den slags i en offentlig bus og gik op og gjorde dem opmærksom på, at jeg fandt samtalen ubehagelig. På vej tilbage til min plads hørte jeg passageren sige til buschaufføren: Det er en af dem oppe fra Fedet! Men de skiftede da emne.

Nu var det ikke muligt at ”dislike” den pågældende buschauffør på Facebook – den facilitet findes slet ikke på Facebook, og det er der gode og fornuftige grunde til. Og måske var det sådan, at det var passageren, som førte an, og buschaufføren, der ”bare” talte hende efter munden for at være venlig og kunden-har-altid-ret-agtig.

Men hændelsen fik mig til at tænke på, om busselskabet mon har en kodeks for – ikke blot hvordan man optræder servicemindet over for kunderne – men også for, hvordan man generelt taler om andre mennesker? Som bekendt bruges der ofte store beløb i virksomheder på eksterne kampagner, men i mange virksomheder er medarbejderne og deres adfærd den synligste del af “brandet” – og tit følger bevillingerne til at arbejde med den side af sagen ikke med. Hvilket er et problem, hvis man som virksomhed tager sit omdømme seriøst.

Men måske arbejdes der indirekte med det aspekt i den omtalte ”like”-kampagne – og i temaet om buslivet, som DR, Movia og Midttrafik aktuelt kører. I begge tilfælde holdes et spejl op for buschaufførerne, der viser, hvilken adfærd passagererne sætter pris på – og i det aktuelle tema tilmed eksempler på, hvad de ikke sætter pris på. Måske ligger der et element af nudging heri – et kærligt skub i retning af at gøre det rigtige?